Hvad betyder for-, bag og firehjulstræk?

Vi forsøger at give dig et let, enkelt og overskueligt overblik over, hvad det betyder, når en bil har enten for-, bag- eller firehjulstræk.

Når snakken falder på biler og køreegenskaber kommer det tit til at dreje sig om for-, bag- eller firehjulstræk. Men hvad betyder det faktisk, at en bil fx er baghjulstrukken og hvad er fordelene ved fx forhjulstræk?

Forhjulstrukken

Forhjulstræk, der også kaldes FWD (Front Wheel Drive), betyder, at motoren fordeler sin trækkekræft på forhjulene. Bilen drives altså frem af forhjulene, trækkes fremad. Langt de fleste biler produceres i dag med forhjulstræk.

"A" viser motoren og "B" viser drivakslen.


Fordelene ved en forhjulstrukken bil er, at motoren og vægten er placeret over de drivende hjul, hvilket øger kontakten til vejen og stabiliteten. Det gør sig især gældende i dårligt vejr med fx regnvåde eller isglatte veje.

Desuden er forhjulstrukne biler lettere end baghjulstrukne biler, idet kraften fra motoren ikke skal flyttes fra bilens ene ende til den anden og fordi motoren og motorrummet i en forhjulstrukken bil er mindre og mere kompakt. En lettere bil betyder lavere vægtafgift og ofte bedre brændstoføkonomi.

Ulemperne er at selve konstruktionen ved forhjulstræk er sværere - og dermed dyrere - at vedligeholde. Forhjulstræk er heller ikke egnet til biler, der skal trække stor vægt som fx en hestetrailer, fordi vægten her - som følge af anhængeren - er bagerst. Ved kraftig acceleration, hvor vægten af bilen også skydes bagud, kan der ske det, at forhjulene, der skal trække hele bilen og anhængeren, mister deres tyngde og trækkræft.

Du kan ikke overstyre i en forhjulstrukken bil. Hvis bagenden fx skrider ud, drejer mere end du har gjort på rattet, kan du i en baghjulstrukken bil rette op ved at dreje kontra og give mere gas (energi og kontrol til baghjulene). Det er ikke muligt i en forhjulstrukken bil, idet du ikke har mulighed for at kontrollere baghjulene, før de igen følger forhjulenes instrukser.

Læs mere om over- og understyring i vores indlæg om dækplacering.

Baghjulstrukken

Med baghjulstræk overføres kraften fra motoren, der sidder foran i bilen, til baghjulene. Bilen drives altså af baghjulene, skubbes fremad. Baghjulstræk kaldes også RWD (Rear Wheel Drive).

"A" viser motoren og "B" viser drivakslen.

En af fordelene ved biler med baghjulstræk er, at de ofte er mere simple i deres opbygning og derfor billigere at få repareret. Samtidig er de mere robuste og slidstærke, så som tommelfingerregel vil du ikke komme til at besøge dit værksted nær så ofte med en baghjulstrukken bil som med en forhjulstrukken bil.

En anden fordel er, en bedre vægtfordeling jævnt over hele bilen i modsætning til forhjulstrukne biler, der er ”fronttunge”. Den bedre vægtfordeling giver en bedre balance og dermed bedre styreegenskaber.

Baghjulstrukne biler er også at fortrække, hvis du skal trække tunge anhængere som fx en bådtrailer. Den øgede vægt bag på, som følge af anhængere, øger vægten, og dermed kontakten til underlaget, på baghjulene. Det betyder større trækkekræft (vejgreb), når bilen skal skubbes frem og anhængeren trækkes med. 

Ulempen ved en bil med baghjulstræk er som nævnt, at den ikke klarer de regnvåde og sneglatte veje ret godt. I en baghjulstrukken bil kan du desuden komme til at over- og understyre, især på glatte veje og i skarpe sving, hvilket gør, at baghjulstræk kan været svært at styre for uerfarne bilister.

Desuden betyder selve motorens opbygning og det at kraften skal fragtes fra den ene til den anden ende af bilen, at biler med baghjulstræk er større og dermed tungere. Hvilket selvfølge påvirker både pengepungen og klimaet negativt.  

De fleste biler laves som nævnt med forhjulstræk, men fx BMW holder stadig fast i den baghjulstrukne løsning. Baghjulstræk ser du også i store motorstærke biler, der fx skal kunne trække meget. Den bedre balance og vægtfordeling samt vægtforskydningen bagtil ved acceleration (se evt. forklaring under ”Forhjulstrukken”) gør, at langt de fleste sportsvogne og racerbiler er med baghjulstræk.

Firehjulstrukken

Firehjulstræk, AWD, 4WD, XWD 4X4. Ja, kært barn har mange navne, det gælder også når det drejer sig om betegnelser for biler med firehjulstræk.

I oversigten over det forskellige biltyper glemte vi helt firehjulstrækkeren. Firehjulstrækkeren, også kaldet en offroader, er forløberen fra SUVen. Firehjulstrækkeren kaldes også en AWD (All Wheel Drive), 4WD (Four Wheel Drive), XWD (Cross-Wheel Drive) og 4X4 (four by four).


"A" viser motoren og "B" viser drivakslen.

I nogle firehjulstrækkere har du mulighed for at vælge, om du vil køre med forhjuls-, baghjuls- eller firehjulstræk. AWD betegnelsen bruges oftest om biler, der ikke har valgmulighederne, men kun firehjulstræk.

Firehjulstræk betyder, at bilen fordeler motorens trækkræft på alle fire hjul samtidigt. Det sikrer et bedre vejgreb på især løst grundlag. Sagt på en anden måde, du får fordelene i forhold til vejgreb fra både forhjuls- og baghjulstræk samlet i en bil. Du kører altså sikkert i dårligt vejr og har ingen problemer med vægtforskydning ved acceleration.

Ulempen ved firehjulstræk er vægten og prisen. En firehjulstrækker er et tungt køretøj, hvilket både går ud over fart og acceleration samt brændstofforbruget og dermed også miljø og pengepung. I forhold til prisen er firehjulstrukne biler dyre i indkøb samtidig gør motor og konstruktion også værkstedsregningerne lidt dyrere.

 

Læs mere om forskellige biltyper                         Guide til valg af bil

 

De to første illustrationerne er fra Wikipedia (Wikicommons). De er "By Teccirio - Teccirio's file.This was drawn a figure of with Adobe Illustrator by Teccirio., CC BY-SA 2.5". Den sidste (illustrationen af firehjulstræk), har vi lavet i Bilernes Hus ved hjælp af de to første illustrationer.

 

 

Udgivet: 23-05-2019

Nyheder & tips
Nyheder / blog / tips
Få gode tips og tilbud i din inbox
Permission *