BMW Ix1 2022 Forfra 3

BMW iX1 er starten på en ny elektrisk æra

BMW har lanceret tredje generation af X1, og for første gang kommer modellen i en fuldelektrisk version. Med BMW iX1 er der startet en ny elektrisk æra.

Mette Munk Nielsen
·

Den tredje generation af BMW X1 er præsenteret, og der er en elbil blandt modellerne. BMW iX1 er den nye elektriske SUV, som har en rækkevidde op til 438 km.

BMW iX1 xDrive30 hedder den helt nye fuldelektriske udgave af X1, som er den mindste model i BMWs X-sortiment. Den kompakte SUV har en elmotor på både for- og bagakslen, og den leverer 313 hk og et maksimalt drejningsmoment på 494 Nm. Den kan accelerere fra 0-100 km/t på 5,7 sekunder.

Bilen har den femte generation af BMWs eDrive-teknologi, som sikrer en højeffektiv opladningsteknologi og en elektrisk rækkevidde på 413-438 km.

BMW Ix1 2022 Forfra 1

Med det markante X-design ligner BMW iX1 de større X-modeller. Foto: BMW

Opdateret design med X-tra meget udstråling

Modellinjen X1 har fået opdateret designet, så det lægger sig ekstra meget op ad de større X-modeller. Det ses særligt med de skulpturelle proportioner, næsten firkantede hjulkasser og de opretstående BMW nyrer, som er med til at understrege det klassiske X-design.

Den er også en smule større end forgængeren. Den er 450 cm lang (53 mm længere end forgængeren), 185 cm bred (+24 mm) og 164 cm høj (+44 mm). Akselafstanden er øget med 22 mm til 269 cm.

Derudover kommer den i 12 forskellige farver og med 17” hjul som standard. For første gang kan man få op til 20” hjul, hvis man ønsker opgraderingen.

BMW Ix1 2022 Front

De blå detaljer afslører, at iX1 er en fuldelektrisk bil. Foto: BMW

God plads og nye digitale muligheder

Den høje siddeposition og med mulighed for massagefunktion i forsæderne bidrager til komforten i bilen, og der er stadig rigeligt med plads i kabine og bagagerum. 490 liter er der, og når bagsæderne lægges ned 1600 liter.

BMW Maps-navigation, sportslæderrat og tozoners klimaautomatik er standard, ligesom der også er fire USB-C porte og to 12V stikkontakter som standard. Derudover er der et bredt udvalg af automatiserede køre- og parkeringssystemer.

Bilen har det nye BMW Curved Display med BMW Operating System 8, den seneste BMW iDrive-teknologi og BMW Live Cockpit Plus. Den digitale skærm består af 10,25” informationsdisplay og et 10,7” kontroldisplay.

BMW iX1 kommer til Danmark i november 2022.

BMW Ix1 2022 Bagfra 3

Høj siddeposition og mulighed for massagefunktion i forsæderne. Der er udstyr nok at vælge mellem på BMW iX1. Foto: BMW

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin