Nissan MICRA vinder af Årets Bil 2026
Nissan MICRA er blevet kåret som Årets Bil 2026, og det er første gang siden 1991, at Nissan vinder.

Nissan MICRA er blevet kåret som Årets Bil 2026, og det er første gang siden 1991, at Nissan vinder.

For første gang siden 1991 kan Nissan igen hæve trofæet som Årets Bil i Danmark. Denne gang med den nye Nissan MICRA. Sidt mærket vandt var det med Nissan Primera for præcis 35 år siden.
Nissan MICRA er blevet Årets Bil i Danmark 2026, og det er teknisk set en delt førsteplads, for juryen har valgt at slå MICRA og søstermodellen Renault 5 sammen. De deler teknisk platform, og der er så mange ligheder, at de betragtes som samme bilmodel.
Nissan MICRA/Renault 5 tog en klar førsteplads med 141 point, efterfulgt af Mercedes CLA med 133 point og Renault 4 som nummer tre med 111 point.

Bybilen Nissan MICRA er kåret som Årets Bil i Danmark 2026. Foto: Nissan
At MICRA alligevel nåede helt til tops i feltet siger en del om bilens gennemslagskraft. Blandt årets øvrige finalister var modeller som Mercedes CLA, Kia EV4, Toyota C-HR, Zeekr 7X, Citroën e-C3 Aircross, Firefly og Renault 4. Et felt, der dækkede alt fra premium sedaner til elektriske SUV’er og crossover-modeller.
Alligevel vurderede juryen, Danske Motorjournalister, at MICRA – på linje med sin platformssøster Renault 5 – bedst repræsenterer fremtidens realistiske bilvalg: en elbil i øjenhøjde med almindelige bilkøbere.
Selv om sejren er delt, er den historisk for Nissan. 35 år efter Primeraens triumf står Nissan igen helt i front – og MICRA får nu æren af at føre mærket ind i 2026 som en af Danmarks mest roste nye biler. Bag kåringen står foreningen Danske Motorjournalister, som siden 1969 har udpeget Årets Bil i Danmark.