VIDEO Se og hør bilguidens motorredaktør fortælle om og give gode råd til kør-selv-ferien i elbil
Hvis du har en elbil eller overvejer at anskaffe dig en, så har du nok også oplevet en smule usikkerhed omkring det at eje og køre en elbil for første gang. Og måske er du også bekymret for, om du nu skal ende et eller andet sted uden strøm på bilen.
I denne guide vil jeg fortælle om mine egne erfaringer som elbilsejer med udgangspunkt i min netop overståede kør-selv-ferie til Holland i elbil. Du får et indblik i, hvad det har kostet mig i forhold til en almindelig brændstofbil, og til sidst kommer jeg med mine bedste råd til dig, inden du begiver dig ud på en længere køretur i din elbil.
Hvor gik turen hen – og hvor langt?
Jeg kørte med familien fra min bopæl lige syd for Silkeborg og til en campingplads mellem Amsterdam og Rotterdam. På vejen havde vi en overnatning i Bremen og en lille afstikker til Giethoorn (Hollands Venedig), og så ellers videre til campingpladsen. Under vores ophold tog vi en endagstur til henholdsvis Amsterdam og Rotterdam.
Da vi kom hjem fra ferie, viste triptælleren i alt 1.880 km.
Jeg var kørende i elbilen Renault Megane Electric der har et batteri på 60 kWh og en opgivet rækkevidde på 440 km.
Hvad betyder valget af elbil for økonomien?
Vi kørte i en Renault Megane Electric. En forholdsvis lav og kompakt elbil med en egenvægt på godt 1600 kg. Og så selvfølgelig fire passagerer – to voksne og to mindre børn. Vores kørecomputer viste et gennemsnitligt forbrug på 18-19 kWh/100 km. Vi kørte selvfølgelig efter fartgrænserne på typisk 100 km/t på landeveje og 120 km/t på motorvejene og i perioder 130 km/t, hvor der var fri hastighed. Vi kørte ikke over 130 km/t. Min filosofi er, at jeg ikke vil ændre min kørestil i forhold til, hvordan jeg ville have kørt i en brændstofbil.
Det siger sig selv, at det endelige kørselsbudget vil variere, alt efter hvilken elbil man kører i og hvor hurtigt man kører. Jeg vil nu vurdere, at vores samlede regnestykke er et meget godt gennemsnitligt udgangspunkt.
På turen tilbagelagde vi knap 1900 km med i alt otte ladestop. Foto: Bilguiden
Hvordan forberedte vi os til turen?
Det korte svar er ”ikke ret meget”. På forhånd undersøgte jeg lidt omkring elpriserne og ladeudbyderne i Tyskland og Holland. Der findes adskillige udbydere – for eksempel de mere velkendte som Elli, Shell, Circle K, Aral, Allego og i Holland noget der hedder Fastned, som er ret udbredt. Her kan du de fleste steder betale med betalingskort eller app direkte ved standerne. Overblikket over priser kan du få gennem deres respektive apps, og nogle apps som Plugshare og Chargefinder viser også alle tænkelige ladestandere på vejen. Men vær varsom med at bruge de her såkaldte tredjepart-apps som betaling, for du kan risikere, at er der meget høje tillæg til udbydernes priser. Så ser du priser på 6-10 kr./kWh bør du finde en anden løsning.
Ved f.eks. Fastned betaler man 0,69 euro per kWh. Det svarer til ca. 5,19 kr./kWh. Ret dyrt. Hvis du så betaler 12 euro (90 kr.) i et månedligt abonnement (du kan opsige efter en måned). Så får du 30% rabat og er nede på 3,63 kr./kWh.
MEN der findes også to andre store udbydere med meget udbredte ladenetværk som er åbent for alle. Nemlig Ionity og Tesla. Gennem deres apps kan du se alle ladepunkter og gældende priser.
Begge udbydere har ligesom Fastned også både en pris med og uden abonnement. Giver du 90-100 kr. i abonnement, som du kan opsige efter en måned, så får du rabat per kWh, og kommer du til at bruge over 100 kWh på turen, hvilket de fleste nok gør på en kør-selv-ferie, kan det godt betale sig, da rabatten typisk er 1-1,5 kr. per kWh.
Hvad gjorde jeg så? Jeg valgte at købe en måneds abonnement til Teslas ladere. Faktisk primært inspireret af en artikel, hvor FDM havde regnet på, hvad en tur til Gardasøen ville koste i elbil med forskellige ladeløsninger. Her lå Tesla i den billigste ende, og da jeg havde hørt meget godt om deres ladenetværk, blev det vores valg.
Generelt oplevede vi masser af plads hos ladestanderne ved Tesla. Heller ingen kø, nedbrud eller app-fejl. Foto: Bilguiden
Hvordan planlagde vi vores ladesteder?
Det gjorde vi faktisk ikke. Min Megane Electric er heldigvis født med Google Automotive, hvilket betyder, at jeg gennem det velkendte Google Maps kan vælge mellem de fleste registrerede ladepunkter, og bilen foreslår selv ladepunkter undervejs, hvis systemet vurderer, at man ikke kan nå frem.
Jeg kan også anbefale at hente appen A Better Route Planner (ABRP), hvis du hjemmefra vil planlægge din rute og dine ladestop på forhånd. I appen angiver du din bil, og appen kan så selv regne ud (med nogenlunde præcision), hvor langt du kan køre mellem ladestop og dermed fortælle dig, hvor du bør lade på vejen.
Jeg valgte dog en lidt anden og mere løssluppen strategi. Jeg tog nemlig et ladestop ad gangen. Da det var min første langtur i elbil, var jeg i tvivl om, hvad jeg kunne regne med i rækkevidde på min elbil med motorvejshastighed som gennemsnitsfart. Jeg valgte derfor at planlægge hen ad vejen.
Så når vi holdt ind for at lade, planlagde vi samtidig næste ladestop i Google Maps. I vores elbil passede det med, at vi kørte ca. 2-2,5 time og 200-230 km mellem hver opladning. I den ideelle verden havde vi nok ønsket os at kunne køre en time mere mellem ladepauserne, men så skulle vi have sat farten ned eller have kørt i en elbil med større rækkevidde.
Vi kørte af sted med 100 procent og planlagde første ladestop syd for grænsen. Grundet vores lidt forsigtige tilgang valgte vi derfor at holde ind og lade med 40 procent tilbage. Her blev vi især på hjemvejen meget bedre til at ramme ladepunkterne med færre procent tilbage på batteriet og turde dermed at køre bilen længere ud mellem ladepunkterne.
Økonomi: Hvad kostede turen i elbil?
Ovenfor ses budgettet for kør-selv-ferien til Holland tur-retur. Som det fremgår, endte hele turen med at koste 1.060 kr. inkl. et Tesla-abonnement som så til gengæld gav rabat per kWh. Vi havde otte ladestop ud og hjem. Det sidste ladestop ud og første ladestop hjem var meget tæt på vores destination. På hjemturen skyldes det, at vi havde brugt næsten en opladning på vores afstikkere til Amsterdam og Rotterdam. Vi kunne godt have ladet bilen op, mens vi var på campingpladsen (11 kW), så vi måske kunne være begyndt med 100 % og sparet den første halve times opladning hjem, men jeg fik ikke sat mig ind i campingpladsens opladning – det burde jeg nok have gjort – men prisen kunne også have været meget højere end hos Tesla. Det fandt jeg aldrig ud af. Men et godt tip at tjekke på forhånd, om der er mulighed for opladning ved eller tæt på destinationen.
Hvis jeg tager de samlede 1.880 km og dividerer med de opladede 350 kWh, får jeg et gennemsnit på 5,37 km per kWh. Og det synes jeg er ganske pænt i forhold til, at jeg kørte 120-130 km/t stort set hele vejen.
Som jeg var inde på tidligere – og som det tydeligt ses i tabellen - så formåede vi på hjemturen at ramme ladepunkterne med omkring 10% tilbage, hvilket jo var helt perfekt. Det gav en dejlig ro i forhold til, at hvis ladepunktet af en eller anden årsag ikke skulle virke, så havde vi luft til at køre videre.
Men vi oplevede absolut INGEN nedbrud eller problemer på turen. Opladning via Teslas app fungerede upåklageligt, og ved alle ladepunkter var der adskillige ledige standere.
Hvad har vi så sparet i forhold til en fossilbil? Det kommer jo an på, hvad du sammenligner med. I vores tilfælde havde alternativet været en Ford Focus stationcar med 125 hk benzinmotor. Den kører med motorvejskørsel som gennemsnitsfart omkring 15 km/l. Så skulle vi have kørt turen med det gennemsnit havde vi tanket 125 liter benzin til en literpris på ca. 14,5 kr. Faktisk fandt vi ikke benzin på turen til under 2 euro/literen men herhjemme er prisen jo lidt lavere.
Så det giver en samlet brændstofpris på 1.817 kroner. Så en besparelse på 758 kr. eller ca. 41 procent.
Det handler om at lade bilen mellem 10-80 procent. Alt over går for langsomt. Og lander du med 10% har du ro til at kunne køre videre, ladepunktet skulle være defekt.
Ladetid er ikke spildtid
Når man ser på besparelsen, vil mange jo så fremhæve, at vi i stedet har brugt ekstra tid på at lade. Og ’time’ er jo som bekendt ’money’. Som det fremgår kostede ladepauserne os ca. 2,5 time ekstra i transporttid hver vej. Men ved I hvad – det ville jeg til enhver tid gerne lægge for at få komforten i at køre elbil. Det er bare lydløst, lækkert og afstressende.
Afstressende måske mest, fordi vi havde to børn på 3 og 6 år med os, som ikke gider køre længere i bil. Så hver ladepause blev udnyttet til lidt tag-fat, frokostspisning, boldspil, og en tur på McDonalds eller Burger Kings legeplads, hvor det var muligt – og det var det faktisk flere steder. Og så går sådan en halv time altså ret hurtigt synes jeg.
Hvad med ladetab?
Som det fremgår af tabellen, så er der et ladetab ved lynladning. På vores tur ca. 10%, og det anser jeg som acceptabelt, selvom jeg da gerne havde fået de sidste 34 kWh på batteriet også. Og ingen havde jo accepteret 10% fejlmåling på brændstof. Men det er jo desværre et vilkår med en elbil. Et emne jeg nok kommer til at kigge nærmere på en gang.
Teslas ladenetværk er et af de mest udbredte og prisbillige. Mod et abonnement på 99 kr./md. får du yderligere rabat per kWh.
Gode råd til turen i elbil
Efter en forholdsvis kort kør-selvferie har det alligevel givet en del gåde erfaringer med at køre elbil. For det første er rækkeviddeangsten helt væk og der er en indre ro i at køre til under 10 procent på batteriet. Samtidig har det været den mest behagelige rejseform nogensinde. Både for mig som primær fører og for resten af familien.
Jeg har nogle gode råd, som jeg gerne vil give videre her til sidst:
- Lad være med at overplanlægge turen (det skal nok gå!)
- Start turen med 100% på batteriet
- Undersøg om der findes en ladeboks ved din destination (eller tæt på)
- Hav en ide om, hvor langt din elbil kører fra 10-80% med din ønskede gennemsnitsfart
(og planlæg evt. ladepunkter i ABRP) - Overvej om du vil køre billigst eller mest belejligt – med andre ord om du vil betale for en måneds ladeabonnement til f.eks. Tesla eller Ionity for at spare penge, eller om du hellere vil lade der, hvor det lige passer med pausen eller destinationen
- Planlæg næste stop, mens du lader (undgå utålmodige børn på bagsædet)
- Prøv at ramme næste ladepunkt med maks. 10% eller derunder – så opnår du den højeste ladehastighed og korteste ladetid
- Lad kun op til maks. 80 procent (de sidste procenter tager for lang tid)
- Udnyt ladepausen til at handle, spise, tisse og strække ben