Bilguiden Phevforbrug.00 08 12 06.Still002

Et år med en plug-in hybrid: Hvad har jeg sparet?

Bilguidens motorjournalist har kørt privat i en Ford Kuga Plug-in Hybrid i over et år og fortæller nu i en video, hvor meget han har sparet i brændstofomkostninger.

Hansolavsandal
Hans Sandal
·

Se hele videoen i Bilguiden på youtube, hvor Digital redaktør Hans Sandal fortæller, hvor meget han har sparet ved at køre i en plug-in hybrid i et år. 

Nærmest siden plug-in hybriderne kom på markedet er det blevet diskuteret, hvor miljøvenlige de rent faktisk er. I denne artikel giver Bilguidens motorjournalist dig et indblik i hans brændstofbudget efter et år med Danmarks mest solgte bil - Ford Kuga Plug-in Hybrid. 

Flere undersøgelser konkluderer, at ejerne af plug-in hybridbiler ikke får benyttet muligheden for at lade dem op i tilstrækkelig grad, og så giver det jo ikke meget mening, at køre rundt med et tungt batteri som dødvægt.

Men hvem er det man spørger? Er det dem der bruger den som firmabil og som alligevel får brændstoffet dækket og derfor kan være ligeglade med brændstofforbruget og heller ikke gider investere i en ladeboks. Eller spørger man dem, der primært kører små korte ture og sætter en ære i at køre så billigt som muligt og lader den op dagligt. Vi har faktisk netop spurgt 378 af de sidste, og her fik vi nogle ret interessante svar til at nuancere debatten.

Og hvorfor er det så overhovedet interessant? Det er det jo, fordi plug-in hybriderne politisk anses for at være en grønnere bil, og derfor også opnår en afgiftsrabat i Danmark for at få flere af dem på vejene. Det er i den grad sket de seneste år, hvor de udgør en større og større andel af nye biler i Danmark.

Som udgangspunkt er en plug-in hybrid en tungere bil end nøjagtig samme bil med ren brændstofmotor. Der er et batteri og hybridteknik, der både vejer og er mere co2-tungt at producere, så den er bagud på point fra start. I øvrigt ligesom elbilen. Så derfor er det ikke helt ligegyldigt, hvor meget man får benyttet muligheden for at køre på ren el. Ligesom det i øvrigt heller ikke er ligegyldigt om den strøm, man lader med, er produceret af vindmøller eller kulkraft, men det er en helt anden diskussion.

Jeg var en af de første ejere af Danmarks mest solgte bil sidste år og mest solgte plug-in hybrid de sidste to år – Ford Kuga Plug-in Hybrid. Efter over halvandet år med bilen synes jeg derfor, det er på tide at kigge lidt nærmere på mit brændstofforbrug og budget for bilen, som I måske kan bruge, hvis I overvejer at gå samme vej eller måske overvejer, om I bør springe plug-in hybridbilen over og gå direkte til elbilen.

Inden vi kommer til mit regnestykke for strøm og brændstofforbrug, så synes jeg det er vigtigt at slå fast, at det er umuligt at lave et generelt regnestykke som passer til alle. Også når man forsøger at konkludere, om en plug-in hybrid er grønnere end for eksempel en ny brændstofbil. For det kommer i høj grad an på dit kørselsmønster, om den er et oplagt valg for dig. Min families er et godt eksempel. For mit personlige kørselsmønster passer faktisk ikke ubetinget godt til en plug-in hybrid – modsat er den genial til min kones kørselsbehov. Det kommer jeg tilbage til.

Bilguiden Phevforbrug.00 08 12 06.Still002

Det er ikke helt ligegyldigt, hvor ofte du får sat en plug-in hybrid til opladning, når man skal analysere på dens CO2-aftryk. Foto: bilguiden 

Årligt brændstofbudget i Ford Kuga Plug-in Hybrid

Jeg (og min kone) har i 2021 kørt omkring 28.000 km, eller hvad der svarer til 77 km om dagen.

Jeg lader bilen op med en ladeboks med bimåler, og her viste måleren i slutningen af december 3.250 kWh. Da vi gik ind i 2021 viste den 422 kWh – jeg fik først ladeboksen i slutningen af 2020, så det er først det seneste år, jeg virkelig har fået glæde af muligheden for at køre på el.

Jeg har altså ladet 2.817 kWh i 2021. Jeg har også ladet 5-6 gange hos mine svigerforældre, der har en ladeboks, og et par gange med mormorladeren i vores sommerhus, men ellers så har jeg kun ladet op herhjemme. Jeg runder måske en smule konservativt op til i alt 2.900 kWh på et år, eller hvad der svarer til knap 56 kWh om ugen.

En Kugas batteri er 14 kWh, men der er gemt noget kapacitet, så batteriet aldrig aflades helt. Det betyder, at jeg i praksis oplader cirka 12 kWh på et helt tomt batteri. Med 2.900 kWh på et år har jeg ladt den fuldt op omkring 242 gange på et år.

Ladeguide: Hvilken ladeløsning skal du vælge?

Prøver du at finde rundt i junglen af forskellige ladeløsninger til de elektriske biler? Fortvivl ikke. Vores motorredaktør forklarer de forskellige muligheder og har samtidig lavet en sammenligning af priserne på de mest udbredte ladeløsninger.

Se videoguiden her - eller læs den skrevne udgave her.

Hvordan er mit kørselsmønster?

Jeg har 45 km på arbejde hver vej og langt størstedelen er motorvej. Og jeg kan ikke lade på arbejdet. Derfor må jeg erkende, at jeg stadig kører dieselbil.

Hvis jeg kører i plug-in hybriden på arbejde, når jeg aldrig frem på ren el. Derfor kører jeg altid på en kombination af el og benzin, når jeg kommer ud på motorvejen efter ca. syv km. Så når jeg frem med et gennemsnit på ca. 35-40 km/l. Når jeg skal hjem igen, opnår jeg derimod nærmere omkring 11-16 km/l alt efter vind og vejr. Jeg kører også det jeg må. Altså 130 km/t. Hvis jeg nu kunne nøjes med 110 km/t, ville gennemsnittet se noget bedre ud.

Mit kørselsbehov er altså ikke det mest ideelle til en tung plug-in hybrid, der kun har strøm til den ene halvdel af turen. Og det er her min kone kommer ind i billedet. Hun er nemlig den daglige bruger af vores Kuga, for hun har 22 km på arbejde med en kort tur forbi børnehave og måske indkøb. Hun kan ikke lade på arbejdet så i praksis tømmer hun batteriet helt hver dag – om sommeren når hun faktisk næsten al kørsel på el. Om vinteren undgår hun ikke at bruge benzinmotoren også.

I weekenderne bliver det til nogle længere ture på over 200 km fra det østjyske til familie i det vestjyske og hjem igen. Når vi tager på weekendtur, kører vi af sted med fuldt opladet batteri og oplader også for det meste hos svigerforældrene, der har en ladeboks, men vi bruger ellers aldrig tid på at lade uden for vores eget hjem. Hverken med mormorlader eller offentlig ladestander – det tager simpelthen for lang tid at lade i forhold til den beskedne rækkevidde, man kan opnå.

Hvor meget på strøm - og hvor meget på benzin?

Kugaen kører ca. 3,75 km pr. kWh. Her har jeg taget de 56 km den er opgivet til og trukket 20% fra. Det bliver 45 km og divideret med de 12 kWh batteriet lades op, bliver det altså ca. 3,75 km. Om sommeren er tallet højere, da jeg faktisk oplever den ved landevejskørsel klarer op mod 60 km kørsel på ren el. Men en kold vinterdag er rækkevidden nærmere omkring 30 km, så vi tager et gennemsnit på 45.

Jeg havde jo regnet ud, at vi har brugt ca. 2900 kWh, som vi så ganger med de 3,75 km. Det bliver 10.875 km på el ud af de 28.000 km. Altså hvad der svarer til 39 procent eller to femtedele af alle vores kørte kilometer.

De sidste 17.125 km er kørt på benzin med et gennemsnit på ca. 15 km/l. Jeg kan sagtens køre en tur uden strøm på batteriet med 80 km/t på landevej, hvor jeg kører 17-18 km/l – det er sådan set det min kone gør i det daglige, når batteriet er tomt. Men når jeg som tidligere nævnt primært kører 130 km/t på motorvejen, så bliver mit gennemsnit uden strøm på batteriet nærmere 15 km/l, og hvis vejret er dårligt nærmere 12 km/l, så jeg går ud fra et gennemsnit på 15 km/l.

Det bliver til samlet 1.142 liter benzin til lad os sige 13 kroner/literen i gennemsnit for 2021. Jeg ved godt, det er dyrere lige nu, men lad os da håbe, det falder lidt igen. Det bliver til 14.846 kroner for benzin.

Hvor meget sparer jeg ved at køre på el?

Jeg ejer en ladeboks og har tilkøbt et ladeabonnement, hvor jeg for 75 kroner om måneden opnår refusion på 1,03 krone per kWh. Jeg er en af dem, der springer lidt rundt mellem eludbyderne for at spare, hvor jeg kan. Jeg har derfor haft to elaftaler i 2021 – en for hvert halvår – begge var introtilbud, hvor min strøm var gratis de første 6 måneder. Det første halvår endte jeg derfor med at give 1,56 kroner per kWh inklusiv alle transportafgifter og abonnement. Andet halvår gav jeg 1,51 kroner per kWh. Noget billigere end jeg kan skaffe strømmen til i år. Men nu snakker vi jo 2021, så hvis jeg går ud fra en samlet strømpris på 1,6 kr. og fratrækker min refusionskrone, giver jeg 60 øre per kWh. Altså 2900 kWh x 0,6 kroner = 1.740 kroner plus et ladeabonnement i et år på 900 kroner – i alt 2.640 kr.

Regnskab 2021

Benzin: 14.846 kr.
El inkl. ladeabonnement: 2.640 kr.
I alt: 17.486 kr.
Besparelse: 6.781 kr.

Hvis jeg havde kørt alle mine 28.000 km på benzin med et gennemsnit på 15 km/l, havde det kostet mig 24.267 kroner. Jeg har altså sparet 6.781 kroner på brændstof i 2021. Det er da også penge.

Jeg skal understrege, at det er min personlige udregning efter min families kørselsmønster. Der sidder helt sikkert plug-in hybrid ejere derude som har kørt endnu mere på el og dermed har sparet endnu mere. Det betyder jo rigtig meget for regnestykket, hvilken pris du betaler for din strøm, om du har formået at køre endnu mere på strøm end mine knap 40 procent, og om du kun kører landevej med en lavere hastighed og dermed opnår et højere antal kilometer per liter benzin.

Nu er jeg rigtig glad for min plug-in hybrid, men jeg kan jo ikke lade være at tænke på, hvad jeg ville spare, hvis jeg havde købt en ren elbil. Havde jeg kørt de 28.000 km og opnået 3,75 km per kWh (for de fleste elbiler er tallet højere), så havde jeg brugt 7.466 kWh i 2021. Og ganger jeg dem med mine 60 øre per kWh efter refusion og tillægger de 900 kroner for et årligt abonnement, så havde det kostet mig 5.380 kroner at køre på ren el. Altså yderligere 12.106 kroner sparet i forhold til at køre i en brændstofbil med 15 km/l. Så for min families vedkommende ligger en elbil nok ikke så langt ude i fremtiden.

Hvis nu vi lejer med priserne på brændstof og strøm her i 2022. Altså en literpris på benzin på godt 14 kroner og en strømpris på 2,5 kr./kWh. Så vil det koste mig ca. 12.000 kroner at køre ren strøm et helt år i en Kuga. Og med min kombination på 60/40 – 40 procent på el, så vil det i 2022 koste mig samlet ca. 21.000 kr. at køre 28.000 km. Hvis jeg havde kørt ren benzin ville prisen for 2022 ende på godt 26.000 kr. Altså en mindre besparelse på knap 5.000 kr.

Når strømmen stiger fra min tidligere pris på 1,5 kr. i 2021 til 2,5 kr. i 2022, så er det jo en procentvist noget højere stigning, end når brændstof stiger en krone.  Så det kan godt være, min fortjeneste falder i år, men det er stadig billigere end at køre på ren benzin.

Så kan man jo altid spekulere over, om strømprisen forhåbentlig kommer tilbage på det tidligere niveau, og om der er chance for, at benzinpriserne gør det samme eller måske fortsætter opad.

Regnskab 2022

Benzin: 15.988 kr.
El inkl. ladeabonnement: 5.250 kr.
I alt: 21.238 kr.
Besparelse: 4.895 kr.

Jeg håber, du har kunne bruge mit årlige brændstofbudget til at gøre dig nogle tanker om, hvorvidt en plug-in hybrid er noget for dig. Er du i tvivl om ladeløsninger kan du se Bilguidens ladeguide og er du nysgerrig på de samlede omkostninger ved at eje en plug-in hybrid i forhold til en elbil eller benzinbil, så har Bilguiden også lave en video om det. 

Læs flere nyheder i vores Bilmagasin